Klubmærker

Dansk Skøjte Union arbejder med et klubmærkesystem, som en slags forberedelse på mærkeprøverne. Desuden kan øvelserne anvendes i den daglige træning.

Systemet er delt op i 7 trin, med vægt på hver deres ting. Det 7. trin anvendes dog sjældent, da det svarer til unionens Basic 1 mærke, derfor anvendes det ikke i VSK.

DSU klubmærke øvelserne udgør den ene halvdel af en klubmærkeprøve, og øvelserne laves med en træner, der vurderer hver enkelt øvelse som godkendt eller ikke-godkendt.

Den anden halvdel af klubmærkeprøven består af VSK klubmærker med øvelser, der er udvalgt af trænerne til at passe til det niveau, som man træner og evt. konkurrerer på i FunSkate serien.

VSK klubmærkerne vurderes af tre bedømmere:  

  • Dima vil altid være til stede,  
  • DSU dommer vil ofte være til stede (altid ved klubmærke 5 og 6)
  • Herudover hjælpetrænere med hjælpetræner uddannelse.

VSK klubmærkerne vurderes efter et stjerneskema, som det kendes fra FunSkate konkurrencerne. Hver øvelse kan give op til 10 stjerner, og kriterierne for de 10 stjerner står beskrevet i stjerneskemaet (f.eks. "god position i overkroppen", "korrekt position arme", "god fart" osv). Derudover ligger der på siden med VSK klubmærker et bedømmelsesskema, så man kan se, hvad dommerne specifikt kigger efter ved hver stjerne/øvelse.

VSK klubmærkerne består af 6 øvelser, som hver kan give op til 10 stjerner, for at bestå kræves min 7 stjerne pr. øvelse.

Nogle af øvelserne går igen i både DSU klubmærker og VSK klubmærker. Det er fordi, trænerne vurderer, at det er vigtigt, at i lige præcis de øvelser, får løberen mere specifik feedback på de forskellige stjerne-kriterier.

Klubmærkeprøver afholdes løbende i sæsonen, når trænerne vurderer, at løberen er klar. 

Har man bestået et klubmærke, kan det betyde, at man rykker op på næste hold - se punktet "Hold", og det kan også betyder oprykning til næste gruppe i Funskate Element. Oprykning til næste hold foregår dog altid efter dialog med trænerne.

Som bevis på, at man har bestået et klubmærke, får man udleveret et diplom, sit VSK stjernekort, og man kan købe en pin.

Se beskrivelse af klubmærkerne i menuen til venstre under DSU klubmærker og VSK klubmærker

 

Vojens Skøjteklub | Træningssted. SE Arena Vojens, 6500 Vojens  | Tlf.: 22230590